Skip to main content

”The business of business is business”, sagde den Nobelprisvindende økonom Milton Friedman i 1970, og gjorde det dermed til et globalt accepteret princip, at virksomheder udelukkende burde koncentrere sig om er at drive forretning, og lade andre om etik, socialt ansvar og regulering.

Selvom de færreste virksomheder i dag ser helt så firkantet på tingene, er det stadig driften og økonomien, der ligger øverst i bevidstheden. Problemer med rettigheder og ansvar længere nede i produktionskæden ses stadig som andres ansvar, så længe man selv lever op til standarder, love og rammeaftaler. Og CSR er fortsat noget man selv kan vælge til eller fra, i det omfang man selv mener er passende.

Men med vedtagelsen af FNs retningslinjer for menneskerettigheder i 2011 er ’the business of business’ nu også blevet ansvarlighed. Og ikke alle virksomheder er bekendt med, hvad det betyder for dem.

En ny global magtfordeling

At virksomheder overholdt menneskerettigheder har historisk set været de enkelte staters ansvar. Hierarkiet var, og er for så vidt stadig, helt klart: Staten har hjemmel til at lovgive og udøve magt, og har derfor mulighed for at sanktionere virksomheder, der bryder loven.

Men med globaliseringen blev virksomhedsdrift global, mens mulighederne for at sanktionere virksomheder i høj grad forblev nationale. Samtidig blev produktionen i et accelererende tempo flyttet til tredjeverdenslande, hvor staten og nationale institutioner over en bred kam var svagere end hvor arbejdspladserne kom fra.

Den globale magtfordeling mellem virksomheder og nationalstater havde forskubbet sig. Det var svært at stille globale virksomheder til ansvar for krænkelser af menneskerettighederne i deres produktionskæde, og øvrige kontrolinstanser og interessenter som f.eks. NGO’er og fagbevægelse var i mange tilfælde utilstrækkelige til at yde ordentlig beskyttelse for den enkelte medarbejde.

FNs retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv

I 2011 vedtog FN et sæt retningslinjer der adresserede denne problemstilling. Retningslinjerne lagde op til, at det nu i langt højere grad var op til virksomheder at tage ansvar for deres produktion, og sikre, at deres tilstedeværelse havde positive effekter i form af arbejdspladser, vækst og udvikling, frem for negative konsekvenser i form af brud på menneskerettigheder, skader på miljøet eller korruption.

De tre søjler

FNs retningslinjer for Menneskerettigheder og erhverv står på tre søjler.

  1. Den første søjle handler om, at stater har pligt til at vedtage love der forhindrer krænkelser af menneskerettigheder, og at sikre sig at lovene er implementeret og håndhæves – ligesom de helt traditionelt har haft til ansvar og opgave.
    .
  2. Den anden søjler siger, at virksomheders aktiviteter ikke må have den konsekvens, at der sker brud på menneskerettighederne i deres værdikæde – uanset hvor og i hvilken sammenhæng den foregår. Det er ikke længere tilstrækkeligt at henvise til, at man efterlever lokal lovgivning, da disse kan være mangelfulde (fx i diktaturstater). Virksomheder har pligt til at tage konkrete skridt i retning af at rette op på brud på grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder i deres leverandørkæde. Dette er uden undtagelser, og der kan ikke kompenseres ved f.eks. at bygge skoler eller graves brønde.Desuden er virksomhederne forpligtede til at udøve nødvendig omhu (due dilligence). Det betyder, at virksomheder har pligt til at kende til deres leverandørkæde, kende til risikoområder, og have planer klar til at gribe til handling. Det er ikke tilstrækkeligt at forholde sig reaktivt, når problematiske forhold kommer til dagens lys.
    .
  3. Tredje søjler handler om konsekvenserne ved at de ovenstående ikke efterleves. Stater forpligter sig til at have en retsinstans eller lignende der kan håndtere klager om brud på menneskerettigheder. Virksomheder har pligt til at respektere denne instans, og arbejde aktivt for at forbedre kritisable forhold. Denne instans skal fungere effektivt, og arbejder den for langsomt eller er korrupt, bliver den anset som inhabil. I Danmark hedder denne instans Mæglings- og klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd og i Norge er det Norges OECD kontaktpunkt man kan henvende sig til.

Factlines er et effektivt værktøj til at sikre at man som virksomhed lever op til kravene for nødvendig omhu. Med Factlines kan du få indsigt, identificere risikoområder, skabe et overblik og gribe til handling, når der identificeres problematiske forhold.

Læs mere: https://www.unglobalcompact.org/library/2